Edward Marchesi Paolo Strippolis nye værk, *Den fremmede*, er blevet udvalgt til at repræsentere Italien i Oscar-kapløbet om bedste internationale spillefilm . Filmen, der blev præsenteret på Venedig Film Festival og Toronto International Film Festival, har tiltrukket sig international opmærksomhed og demonstreret, at italiensk genrefilm kan opnå den højeste anerkendelse.
Produktion, priser og placering i filmsæsonen
Filmen The Stranger, der er lavet efter The Valley of Smiles (2025) og It's Raining (2022), markerer afslutningen på det, instruktøren selv kalder "regntrilogien". Projektet blev co-produceret af italienske og europæiske studier med et budget, der tillod brug af virkelige steder i 90'ernes Puglia og et soundtrack komponeret af nye bands.
Takket være sin deltagelse i Venedig kom den på listen over fem italienske film, der var nomineret til Oscar-uddelingen, en sjælden præstation for en psykologisk thriller.
Medvirkende og nøglepersoner
Jasmine Trinca leverer en intens præstation som matriarken Anna Colonna, mens Adriano Giannini spiller hendes mand Walter, der er leder af en modebutik.
Det sande overnaturlige midtpunkt er Valeria Bruni Tedeschi, der spiller Den Fremmede, en luciferiansk kvinde, der foreslår et livsbytte. Hun har sin støtte fra den unge Romana Maggiora Vergano, der spiller hendes datter Alice, hvis liv er i centrum for pagten.
Plot og narrative mekanismer: pagten med den fremmede
Handlingen finder sted i Bari i 90'erne, hvor Colonna-familien synes at have opnået økonomisk og social stabilitet. Under en fest i en nyindkøbt villa kommer den yngste datter ud for en alvorlig ulykke. I hospitalsfløjen møder Anna en mystisk væsen , der lover hende frelse på bekostning af hendes liv. Fra det øjeblik udfolder historien sig i fire kapitler, der hver er dedikeret til et familiemedlem, hvilket skaber en spiralstruktur, der afspejler den uundgåelige nedtur i kaos.
Temaet moderskab og kontrol
Filmen bruger pagten som en metafor for en mors ønske om at beskytte for enhver pris. Moderen, drevet af en dyb frygt for at miste kontrollen, finder sig selv i at manipulere sine børns liv, hvilket skaber spændinger, der udvikler sig til psykologisk rædsel . Instruktøren indsætter referencer til klassikere som Goethes Faust og scener fra Drabet på en hellig hjort , men tilpasser dem i en nutidig tone, hvilket gør fortællingen både velkendt og original.
Visuel stil, atmosfære og lydspor
Visuelt kombinerer The Stranger den sterile hvidhed i værelserne i en puglia-villa med den varme middelhavssol, hvilket skaber en kontrast, der forstærker følelsen af fremmedgørelse . Scenografien er bevidst stereotyp, men valget om at indramme festen op mod et soundtrack, der inkluderer Liquidos "Narcotic" og Baustelles "Nessuno", gør scenerne uforglemmelige. En natlig sekvens, hvor moderen er vidne til en fest med overspisning, minder om atmosfæren af kropsgyser uden at glide ind i den genre.
Præstationer og skuespilstyrker
Valeria Bruni Tedeschi legemliggør Den Fremmede med en pervers sødme, der er i stand til at trække seeren ind i en næsten religiøs pagt. Hendes tilstedeværelse er nøglen til at opretholde spændingen indtil epilogen, hvor sandheder overlapper hinanden, og mor-datter-forholdet bryder sammen på en næsten apokalyptisk måde. Selvom nogle skuespillere ikke helt når Giannini og Brunis perfektion, gør den komplekse sammenvævning af karakterer filmen magnetisk og rig på nuancer.
Det unge publikum vil finde masser at diskutere, mens kritikernes ros fokuserer på filmens modne instruktion og dens genrebaserede tilgang , som taler til hjertet af det moderne italienske samfund.